Jeg har en skøn dansk veninde som jeg har lært at kende her i Skotland. Det er super dejligt at få lov og sidde at slappe af og snakke dansk ind i mellem. Mit engelsk er udmærket, men alt er bare nemmere på dansk.
I dag har jeg drukket kaffe med min danske veninde, og det var hyggeligt. Men det slog mig hvor stor forskel der er på Jyder og københavnere. Hun er københavner. Sådan for alvor og på den indre by agtige måde. Typen der konsekvent siger “København” i stedet for “Danmark”. Jeg er jyde og ikke alene det, jeg er såmænd også fra landet. Som i bøhlandet. Vi synes ofte at vi er et lidt umage par.
Kæreste synes også at min veninde og jeg er et umage par. Efter mange år sammen kan han efterhånden forstå det meste jeg siger på dansk. Omvendt kan han ikke forstå noget min veninde siger. Han synes hun lyder som om hun hakker. Som om vi ikke taler det samme sprog. Det gør vi, hun taler det bare hurtigere, højere og i et helt vildt irriterende toneleje ☺
Idag sad vi på en cafe og drak kaffe. Det var en lille café og der var måske 5 andre gæster i det lille lokale. Og de gloede altså noget på os, især på min veninde som havde kastet sig ud i en lang talestrøm om irritation over bureaukrati. Min dejlige veninde taler meget højt, og det bliver endnu værre når hun er sur eller irriteret. Og nu er jeg jo nok lidt fordomsfuld, men den københavnske dialekt skærer bare meget mere i ørene. Jeg synes ofte det kan være en smule forstyrrende hvis der er nogen omkring en der taler et sprog man ikke forstår. Ikke at jeg har noget imod det, men fordi det bliver en helt masse lyde som ikke giver mening og derfor er det bare en slags ‘støj’. Det synes fok herovre nok også når de hører min veninde og jeg tale dansk indbyrdes. Men i dag var det nok ekstra slemt fordi det var et lille rum og min veninde talte meget højt. Det syntes jeg i hvert fald, men det kan også godt være at jyder bare hører bedre og derfor synes københavnerne er højrøstede!
En af de ting jeg savner rigtig meget ved at være i Danmark er muligheden for at se danske film i biografen. Det er lidt ærgeligt at gå glip af den oplevelse, men uanset hvor populære danske tv-serier er blevet i Storbritannien er det altså stadig ikke sådan at jeg kan komme til at se danske film herovre.
Senest har jeg læst en helt masse om “Sommeren 92”, som lige nu er i biografen i Danmark. Den film gad jeg bare rigtigt godt se. Dels fordi den har fået gode anmeldelser, men også fordi det er en film om noget der står mejslet i min hukommelse.
Jeg var en rigtig drenge-pige da jeg var yngre (nu er jeg en mande-kvinde??? øøøh…), og elskede er være udendørs og at dyrke sport. Da Danmark vandt EM i foldbold 1992 var det, helt kliché-agtigt, sådan at verden nærmest stod stille. Jeg husker det helt tydeligt. Jeg var ikke engang teenager men bare en stor pige, men det var så skelsættende et øjeblik med så stor jubel og en sand lykkerus, så jeg tror aldrig jeg glemmer det. Det var en rigtig fed stemning, selvom jeg slet ikke var gammel nok til at forstå hvor stort det faktisk var. Efter den fede oplevelse med at se alle fodboldkampene var jeg kæmpe foldbold-fanatiker i mange år efter. Fulgte landshold og klubhold og elskede det. Det bliver til mindre og mindre i disse dage, for jeg har i udgangspunktet ikke meget interesse i skotsk foldbold, men lige netop filmen om da Danmark vandt EM i ’92 giver mig lidt nedtur over at jeg ikke kan sidde i biografen og se den.
Nå ja, så var der jo også lige det der med at jeg i 1992 havde en alder hvor jeg så småt var begyndt at interessere mig lidt for det andet køn og fik en umanerlig stor interesse for lige netop én af spillerne, Flemming Povlsen
Han var indbegrebet af flot fyr dengang i start-halvfemserne 🙂
Ja, ja… man længes! Nu har jeg næsten lyst til at se alle kampene igen også. Det er måske liiiiige i overkanten!
Jeg fornærmer nok ikke nogen når jeg konstaterer at Bloggers Delight er fyldt med billeder af overskudsmad. Altså, sådan nogle flotte billeder af lækker mad lavet af rummelige overskudsmennesker som lige kan slå en bolledej op mens de læser godnathistorie for ungerne, bage en kage mens de køler af efter løbeturen eller fremtrylle en salat der smager som om man overhovedet ikke bliver snydt for kød og kartofler.
Jeg synes det er helt vildt imponerende og jeg lider 100% af mad-misundelse når jeg ser alle disse lækre billeder. Gad sådan set herregerne være et rummeligt overskudsmenneske der laver lækker mad og får det til at se lækkert ud. Jeg er bare desværre hverken rummelig eller overskudsagtig. Men det *er* altså også lidt svært at bage speltboller og lave marokkansk couscous salat når man har travlt med at redde verden! Og så kunne man jo ønske sig at det var fordi jeg har en hemmelig identitet som superhelt. Det er det ikke helt. Men når andre mennesker har travlt med at tage billeder af deres “3-kalorier-og-1400-forskellige-fibre-på-5-minutter” frokost, så er jeg lige en smuuuuuule optaget af at redde vildfarne eventyrere, finde urter, slå drager ihjel og reparere gamle våben. Det er nemlig sådan at hver gang jeg har bare en lille smule tid til overs, så sætter jeg mig ved min computer og spiller. Alt muligt. Tit Skyrim. og der skal man slå drager ihjel, og så må frikadellerne altså liiiiige vente lidt.
Se lige mig og min hest. Det er vel forståeligt at jeg ikke har tid til at lave mad, og da slet ikke til at tage billeder af det. Det er vidst den eneste gang nogensinde jeg har taget en selfie, og sørme om ikke det er i et computer spil. The nerd-factor just went up!
Hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal man jo nogengange), så er jeg altså heller ikke ret dygtig til at lave mad. Jeg er heller ikke ret dygtig til at slå drager ihjel, men det er er bare mere spændende end at koge suppe. Jo det er!
Jeg elsker mad og det ville være sindsygt fedt hvis jeg var god til at lave det. Sådan rigtig god og havde nemt ved det og synes det er sjovt. Men sådan er det ikke gået. Jeg laver mad fordi jeg er nødt til at spise. Slut.
Det er dog en kæmpe fordel at være flyttet til Storbritannien, hvor madkulturen er helt anderledes end i Danmark. Siden jeg flyttede hjemmefra da jeg var 18 har jeg altid lavet min egen mad. Mere af nød end af lyst, men jeg gør det. Jeg sørger dog altid for at lave nok til 2 dage så jeg ikke behøver være i køkkenet hver dag (mere tid til dragerne, forstås!). Det fede ved at være i Skotland er, at herovre laver folk altså ikke ret meget mad selv. Og derfor kan man lynhurtigt komme til at fremstå som et overskudsmenneske, selvom man i Danmark ligner en mad-taber.
Først og fremmest er der langt mere gå-i-byen kultur herovre og folk spiser ude ret tit. I Danmark oplevede jeg altid at vi bare mødtes og lavede mad hos hinanden og spiste i sofaen med et glas rødvin til. Det sker meget, meget sjældent herovre. Vi spiser næsten altid ude.
Oven i det, så laver folk sjældent selv mad, men køber færdigretter i stedet. Det er slet ikke en kultur jeg er vant til fra Danmark. Der er færdigretter = øv-mad. Derfor køber jeg dem aldrig, men laver selv min mad fra bunden (i det omfang det kan lade sige gøre, når man nu ikke er et overskudsmenneske). Det har gjort at jeg blandt mine venner har fået ry for at være lidt af et overskudsmenneske når det handler om madlavning. Fordi jeg aldrig køber færdigretter og fordi Kæreste og jeg faktisk sjældent bestiller take-away. Havde på et tidspunkt besøg af en veninde som, da jeg åbnede krydderi-skabet, udbrød “So this is what an adult’s kitchen looks like”. Det overraskede mig. En voksen kvinde på min egen alder som aldrig laver mad og ikke ejer krydderier. Det er altså en smule sært. Så føler jeg mig godt opdraget og også en lille smule som et af de der overskudsmennesker hvis mad jeg ser billeder af på Bloggers Delight.
Nå, men der er en mand som er bange fordi han har set nogle ulve ikke så langt fra sit hus, så han vil gerne betale mig for at smutte ud og slå dem ihjel. Eventyret venter, jeg laver frikadeller i morgen!
Havde i dag en samtale med to kollegaer i køkkenet på min arbejdsplads. Den ene er amerikansk, den anden skotsk. Den forløb nogenlunde således:
Amerikaner: “I’m proper red neck, I just wanna chew straw and walk like a cowboy!”
Mig: “Do you not find that you are even more American in Scotland than when you’re in the states? I always find that I am much more Danish here than I am when I am in Denmark”
Skotte: “How do you become more Danish over here?”
Det er et eller andet fuldstændig tåbeligt over at oversætte en filmtitel fra engelsk til … engelsk! For dem der ikke ved det, så hedder ‘Die Hard – Mega Hard’ i virkelig ‘Die Hard -with a vengeance’. Og det kan da godt være at den titel er lidt svær at sluge for Hr og Fru Rødgrød, men hvis det er tilfældet, hvorfor i alverden har man så ændret det til en anden titel på engelsk. Hvorfor ikke bare tage konsekvensen og finde en passende titel på dansk?
Jep, den er oldgammel den film og det kan da være ligemeget nu, tænker du. Og jep, det har du ret i. Jeg kom bare til at tænke på hvor åndssvagt det er efter at jeg havde refereret selvsamme ‘danske’ filmtitel til Kæreste som knap kunne stoppe med at grine. Ikke kun fordi vi har valgt at ændre titlen men beholde det engelske sprog, men også fordi det bare er virkelig dårligt engelsk. Godt gået, Danmark! Nu har jeg en Kæreste der konsekvent fortæller sine venner og bekendte om danskernes fjollede filmtitler. Øv.
